Sygerejseforsikring og vaccinationer

 

Alle vore gæster bør tegne en rejsesygeforsikring ved rejser til Thailand.

Desværre er den gode gamle solidariske stats rejsesygesikring, sparet væk på statsfinanserne, så det gule sygesikringskort giver ingen sikkerhed uden for landets grænser mere, man kan så få det blå, som giver den dækning der gælder for indbyggerne i det pågældende EU land, men der er ingen dækning fra det offentlige  til danskere som rejser udenfor EU, som bliver syge eller kommer ud for et uheld i udlandet.

Der er 2 årsager til at tegne en sygeforsikring, dels dækning af evt. læge og hospitalsudgifter i udlandet og ikke mindst dækning af evt sengeliggende og assisteret hjemtransport.

Der er lidt kaos på sygeforsikringsmarkedet efter ændringerne i det gule sygesikringskort, hvis du ikke umiddelbart har en forsikring ( som mange har i en pakkeløsning fra deres forsikringsselskab sammen med indbosforsikring mv), ser det for tiden ud til at de oprindelige rejseforsikringsselskaber håndterer ændringerne mest “professionelt” f.eks. Europæiske rejseforsikring.

Med vores store lokale netværk og grundige lokalkendskab i Thailand, hjælper vi selvfølgelig hvis uheldet skulle være ude. Hvis det er mindre ting kan de fleste rejsende fortsætte ferien efter et hurtigt arrangeret lægebesøg. Der rejses lidt mere trygt med os, vi kan lidt mere end de fleste.

Vaccinationer og sygdomsforebyggelse:

Vi anbefaler en samtale med sin læge om evt. behov for vaccinationer, man kan være dækket ind eller der kan være behov for opdatering af vaccinationerne.

Før turistrejse til Thailand bør du generelt have fokus på din stivkrampevaccination om den er mere end 10 år gammel, det anbefales at den er iorden.

Tal også med lægen om dit behov for evt vaccination imod smitsom leverbetændelse.

Overvej endvidere en beskyttelse mod malaria, der findes piller, men generelt er en god myggebalsam efter mørkets frembrud den almindelige løsning, gå ikke på kompromis med kvaliteten af myggebalsam, en af de gode hedder Autan.

Det er altid en god ide at have piller med til både “hurtig” og “langsom” mave.

Generelt om maden gælder at man kun bør spise varm og frisklavet mad. Frugt skal skrælles af dig selv umiddelbart før du spiser den. Drik ikke vand fra hanerne, men drik flaske vand. Det er en god ide at have “sprit” servietter i lommen/tasken, til at “vaske” hænder når der er behov for det i løbet af dagen, håndhygiejnen er vigtig i varmen hvor bakterier har gode levevilkår.

Comments are closed.