Laos den glemte “efterkrig”

Historieskrivning er sjældent et objektivt forehavende. Jeg undres over den historie jeg har fået om Vietnamkrigen mv., når jeg rejser rundt i de asiatiske lande. Der er et enormt gab mellem den historie, som eksisterer i de asiatiske lande og den historie vi har fået i den vestlige verden.

Først en tak til Laos og dens gæstfrie befolkning, for at tage så godt imod os fra vesten, når vi som turister besøger dem, en gæstfrihed, som kunne have være noget andet, når man ser på historien og dens konsekvenser. Tak til den ukuelige livsvilje, glæde og nysgerrighed, som kendetegner landets befolkning, tak for den fremstrakte hånd om venskab og fred.

I det fattige Laos ligger et hospital, som har specialiseret  sig i at hjælpe personer, som har været udsat for bombesprængninger. Laos har ikke været involveret i krigshandlinger siden Vietnamkrigen, så hvordan kan sådan et hospital stadig have sin eksistensberettigelse ?

En mindre del af ulykkerne skyldes landminer. Som stadigt er fungerende så mange år efter, hvad der imidlertid overrasker, er at den største ulykkesårsag er de såkaldte klyngebomber. En klyngebombe er en stor bombe, som når den bliver kastet åbner sig og smider dens indhold af 100 vis af små bomber ukontrolleret ud over et større areal, hver af disse små bomber har en sprængnngseffekt som en håndgranat, når den eksploderer sender den tusindvis af små skarpe metalsplinter ud med det formål at at skade eller dræbe mennesker. Disse klyngebomber er simple og upræcise og en stor del af dem eksploderer først mange år efter, når børn leger eller landbrugere dyrker jorden.

Krige kan have mange årsager og deres berettigelse kan altid diskuteres i bagklogskabens klare lys, det er en anden snak og ikke formålet med dette indlæg. Man har vedtaget en række konventioner/regler for krig, vedtaget i FN og tiltrådt af næsten alle verdens lande, generelt vedtaget som “aldrig mere igen” . Forebyggelse mod krigshandlinger mod civile oven på anden verdenskrigs forfærdelige erfaringer.

Laos er blevet tæppebombet med disse klyngebomber under Vietnamkrigen, bombningerne er overvejende foretaget over civile landbrugsområder hvor der ikke har været nævneværdig militær aktivitet. Bombninger som er gennemført i strid med de internationale krigskonventioner. Hvad værre er at disse klyngebomber stadigt dræber og lemlæster civile børn og voksne.

Op mod 40 % af Laos er stadigt usikre områder og det fattige lands udvikling hæmmes stærkt af at man ikke kan udnytte op mod 40 % af landets areal til landbrug mv..

Jeg vil ikke spilde tid på at nævne hvem der smed alle disse bomber, men man kan ikke undgå at føle en smule skyld i disse forfærdeligheder, som indehaver af et pas fra den vestlige verden.

Alle kan lave fejl, det sker også i den store skala. Når man opdager sine fejl bør man også prøve at rette dem,  dette gælder vist ikke i den store skala, for hvor er indsatsen for at fjerne alle disse “efterladenskaber”, den kommer desværre ikke fra dem som kastede alle disse forfærdelige bomber. Oprydningsarbejdet er igang, men går meget langsomt og finansieres overvejende af donationer fra andre asiatiske lande. Dog skal nævnes et lille lyspunkt, da en norsk NGO organisation er aktivt med i oprydningsarbejdet, tak til vort norske broderfolk for den indsats.

På det lille Kope hospital i Vientiane fortsætter det brave arbejde, med at hjælpe lemlæstede civile børn og voksne. Hospitalet eksisterer for små midler og man må bl.a. beundre deres arbejde for at lave ben og arm proteser ud af propper fra brugte plastikflasker. På hospitalet er indrettet et lille “museum”, som man frit kan besøge, man ser selvfølgeligt gerne at man køber lidt i kiosken eller lægger et beskedent beløb til hjælp til hospitalets drift, men det er helt frivilligt.

Vi besøger ofte dette beundringsværdige sted, når vi er på singlerejser i Laos.

Laoterne er beundringsværdige, de lader sig ikke påvirke af disse triste fakta, de ser fremad med positive øjne og har åbnet deres land for alle, også dem som gør dem ondt.

En kort og forenklet beskrivelse af historien set med asiatiske øjne: Vietnam og Laos var kolonier for Frankrig.  I landene opstod en frihedsopposition mod kolonimagten, den tog fart op gennem halvtredserne og Frankring endte med at opgive disse kolonier og dermed kunne frihedskrigen være afsluttet. Men i vesten herskede der på dette tidspunkt en kold krig mellem vesten og kommunisterne. USA følte sig forpligtet til at gå ind og føre krig mod kommunisterne i asien, en krig som var overvejdende uønsket i de almindelige befolkninger i Vietnam og Laos. Holdningen generelt var at man var glade for franskmændenes tilbagetrækning og nu ønskede en fremtid som selvstændige og frie nationer. USA blev anset som en ny kolonimagt og deres indsats var generelt kun ønsket af indflydelsesrige  gamle rige familier i det sydlige Vietnam, som frygtede for deres kapital og tilværelse efter de ikke længere havde Frankrigs beskyttelse, til at fastholde en overklasse tilværelse, med udnyttelse af de lokale resourcer og indbyggere.

Posted in Asiatisk historie | Leave a comment